MIG OG MIN DEPRESSION

Denne fortælling er skrevet til de, der gerne vil vide noget mere om det depressive menneske !

Jeg lider af tilbagevende depressioner afbrudt enkelte gange af en Mani.
På moderne fagsprog kaldet en Bipolar-sindslidelse. (tidl. manio-depressivitet).

Jeg har en uhyggelig stor erfaring med sygdommen og har sammenlagt været indlagt, hvad der svarer til flere år på psykiatrisk afdeling.
Stort set alle tilrådighedværende midler mod depression har været afprøvet på mig ,og jeg har da også til tider følt mig, som (jeg tror) en forsøgsgris må have det.

Listen over lægemidler - såvel gammelkendte- som nye antidepressiva - jeg har indtaget (og haft bivirkninger af ) er lang. Jeg har fået lysbehandling og prøvet vågeterapi. Der er blevet afholdt et utal af samtaler med forskellige behandlere , det være sig psykiatre psykologer, specialsygeplejesker, ergoterapeuter o.s.v. Jeg har gennemgået flere såkaldte kognitive forløb og jeg har motioneret mod sygdommen. Som et sidste desperat forsøg fik jeg sidste år elektro chock kaldet ICT-behandling . Det hjalp ikke. En depression tager sin tid.

Heldigvis går den depressive tilstand over af sig selv efter en tid , og man blomstrer op og bliver menneske igen - indtil næste gang !

Velkommen til depressionens verden:

En af de tydelige tegn på, at man er ved at være syg, er at selv små problemer, bliver til uoverskuelige bjerge af forhindringer, der skal flyttes. Man orker simpelthen ikke at gå i gang med det. Hverdagens almindelig krav bliver umulige at honnorere og man bliver mere og mere træt.
Bare det at skulle gå med hunden virker som en håbløs opgave !

Éns sociale liv bliver stadigt mere og mere belastende og man isolerer sig. Det bliver tiltagende svært at passe sit arbejde bl.a. fordi selvværdet er på o-punktet.
Angsten er meget nærværende. Man opbruger sine resourser af psykisk energi på bare at komme gennem dagen ,og det hele ender i en ond cirkel, der trækker én længere og længere nedad.

Når man vågner om morgenen vælter mørke, tungsindige tanker ind over én. Liver er for svært. Det er simpelthen uudholdeligt ! Man får selvmordstanker

På dette stadie kan det være en lettelse at blive indlagt - både for én selv, men også for éns nærmeste, der lever med sygdommen. Sygehuset holder den farlige verden ude og skærmer én mod de krav, som man har så svært ved at leve op til. Sygehusrutinerne gør at dagen bliver forudsigelig og rolig.


Min sygdom er så stor en del af min personlighed, at man ikke kan skille de to ting ad. Den ligger gemt latent i sindet og har sin egen sjæl og krop - den er et selvstændigt væsen. Når sygdommen tager over lammer den mit legeme ,og så er man kommet ud i den tilstand, jeg kalder" Hostile Take-over" Man er ikke længere herre over sit eget sind og ejer ikke længere kontrollen over sine følelser

Det er i denne fase, man begynder at få det rigtigt dårligt, og hvordan skal dårligt så defineres i denne sammenhæng ?

"Dårligt" dækker bl.a. over en håbløshed så stor som selve universet - der findes ikke, og der vil ikke komme til at findes, lys igen. Sådan tænker man. Byrden er uendelig tung på ens skuldre og man har blylodder i benene. Rent fysisk bevæger man sig langsomt og stift.
Mismod og afmagt breder sig og den pine, den syge befinder sig i, er ubeskrivelig.

Den fjendtlige overtagelse sætter én ude af stand til at føle glæde og varme .I stedet sender den bølger af skyld og skam ind over én. Man kan ikke skelne farverne i livet, og man vader rundt i en underlig gråsort suppe . Det værste er næsten, at man mener, at man selv er skyld i tilstanden og ,at man føler ,at man er en klods om benet på ens nærmeste. Det depressive menneske er ekstremt ensomt !

Hertil skal så lægges angsten, som holder én i et jerngreb.
Den er som istoppe på bjerge , der vokser op fra mellemgulvet og op gennem maven ind i lungerne. Angsten flænser,stikker og den mærkes iskold. Den gør det umuligt at tænke sammenhængende, og den er så besættende ,at man er ude af stand til at huske, hvad der skete for 10 minutter siden.

Årsagen til, at det er så svært at beskrive følelsen af en depression, er at andre mennesker (der ikke selv har prøvet det) simpelthen ikke kan forstå, at man kan have det så svært. Prøv her at hjælpe empatien på vej ved at huske, at nogle mennesker faktisk vælger den vej, der hedder selvmord !

Det, at du ikke kan føle glæde i nogen form overhovedet og, at du vitterlig ikke tror, at denne evne vender tilbage gør depressionen så tung at bære - der er intet håb om bedring og ingen trøst mulig


Pia Holk

Cyanca

Cyanca (1)

Der er en følelse - angst hedder den. Den bor i solar plexus hos mennesket, og herfra lever den sit liv. Kvinden, for det er en kvinde, der huser netop denne angst, hedder Maja

Majas angst er en gople, en brandmand, hvis sviende og smertende fangtråde når ud til hver eneste celle i hendes krop - med absolut centrum i maveregionen. Fangarmene når op i hjernen , hvor de lammer enhver logisk tanke, og de når ud i hænderne og fødderne, så varmen fra den sviende berøring giver svedige hånd- og fodflader.

Maja har lært, at man skal sætte navn på sin angst. Derfor har hun døbt sin brandmand "Medusa", efter det mangehovede slangeuhyrer. Maja synes, at det er et godt navn.

Medusa var flyttet ind i tidernes morgen gennem en lille revne,, der var åbnet med vold i det unge barnesind .På det tidspunkt var Medusa kun en lille bitte gople på størrelse med en fem-krone. Allerede dengang havde det været tydeligt, at andre mennesker ikke troede på, at man kunne have en usynlig brandmand i maven, så Maja holdt op med at tale om den

Maja voksede op med Medusa inden i sig, og efterhånden var Medusa både den største og den stærkeste af de to. Goplen blev næret af manglende kærlighed og frygt for livet Med tiden blev brandmanden i Majas mave til et frygtindgydende monster af mørkerøde, giftige fimretråde, der lammede hele hendes kvindelige legeme.

Maja blev indlagt på psykiatrisk afd. på Amtssygehuset.

På sygehuset giver de Maja medicin og elektro- chock , men det lammer kun Medusa midlertidigt. Hun vågner snart op igen og fortsætter sin belejring af den krop, som hun med største selvfølgelighed, betragter, som sin egen forhave.

I sin fortvivlelse skifter Maja foder. Hun giver nu sin uvelkomne beboer alkohol og fornægtelse at spise, hvilket selvfølgelig kun gør ondt værre. Den eneste rette modgift til Medusa - kærlighed- har Maja ikke overskud til at give ud af !

Men Maja indser, at det er det , der skal til. Hun ved, at det må komme til et opgør mellem de to. Hvis hun opgiver, vinder Medusa, og så er der kun ren lidelse tilbage til kvinden.

Maja begynder at skrive Medusa mindre..............


Pia Holk

.
(1) note: Cyanca: latinsk for brandmand

I Danmark er jeg født !

Det synes jeg:

For mig er det vigtigt, at tage afstand fra det fremmedhad og den "væren sig selv nok", der er blevet så uhyggeligt almindeligt her i Danmark !


Jeg mener, at Pia Kjærsgård og folk med lignende fremmedfjendske holdninger har bidraget

meget negativt til den almene medmenneskelige forståelse, vi har for nuværende.
Vi behandler simpelthen ikke hinanden godt nok nu om dage. Den dansker, der bare er en lille smule anderledes, kan ofte se frem til blive hakket på (og er det en anderledes hudfarve, du har, så er det da helt galt - så skal du være glad for overhovedet, at få lov til at blive i Danmark !!)

Jeg synes, at vi alt for ofte er uvenlige og at vi møder andre mennesker med mistro og manglende tillid. Det resulterer i en ubehagelig stemning, hvori det føles utryg at være. Hvad er det , vi er så bange for ? Jeg er ikke bange ! Jeg har ingen grund til at være bange. Der er ingen, der tager noget fra mig. Jeg møder mine meddanskere med venlig empati og oplever som regel, at blive mødt på samme måde.

Natasja, den unge sangerinde, der for nylig døde så tragisk, udtrykker på sin cd "I Danmark er jeg født" meget præcist, hvor skoen trykker, og hvad vi skal gøre ved det "slip frisindet løs - det lurer under byens tage..."

Meget større tollerence over for os selv og andre er en absolut nødvendighed, hvis vi skal vende den kedelige tendens til hårdhed, der er fremherskende i dagens samfund. Vi er nødt til at ændre den holdning, hvis vi skal bremse den voldsspiral, der udspringer af angsten.Jeg synes, at det ordsssprog, der siger: "Vær mod andre, som du ønsker, de skal være mod dig" er en ganske enkel opskrift. Det løser ikke alle problemer, men det er en ganske god begyndelse.................det er trods alt de færreste, der spytter på sig selv !!

Pia Holk