onsdag den 11. marts 2009

Min sociale fobi.

Jeg skulle i aften have været til et foredrag af præsten og forfatteren Johannes Møllehave - MEN det kommer jeg ikke ! Min sociale fobi har endnu engang spændt ben for mine planer og frarøvet mig en sandsynligvis stor oplevelse.

Jeg vågnede i morges, og var klar over, at det var galt endnu inden jeg var rigtig vågen. Jeg havde en fornemmelse af klaustrofobi ,mit fedtfyldte hjerte hamrede i brystet på mig, og samtidigt sprøjtede mælkesyren ud i mine overspændte lægge. Det var selvsagt ikke særligt rart og jeg brugte en lille halv time på at tale mig selv til ro - uden held !

Kl 8.oo måtte jeg ringe til personalekontoret og melde mig syg. Jeg var tung og deprimeret og kunne ikke overskue at gå på job, som sædvanligt. Hvis nogen allerede nu synes, at jeg lyder overspændt, så ved de ikke , hvor slem en social fobi er, og så skal de egentligt bare være glade.
Jeg gik i seng igen og hentede en ekstra dyne, to dyner er et udemærket angstdæmpende middel !

Nu havde jeg det ikke bare dårligt over at skulle til foredrag, nu har jeg selvfølgelig også dårlig samvittighed over for mine kollegaer. Som kontrast til mine dystre tanker var der et skønt forårsvejr udenfor - det forværrerede faktisk bare situationen

Jeg lå længe og vejede for og imod foredraget. Jeg havde allieret mig med min voksne søn, der skulle agere støttepædagog, bus og billeter var på plads - så hvad kunne egentligt gå galt ? ALT ! 5oo mennesker i en sal i Næstved !!!!

Mit mentale jeg vidste, at sandsynligheden for at bare en´eller to mennesker overhovedet ville bemærke mig, var meget lille. Mit følelses jeg derimod, gjorde skrigende oprør bare ved tanken om, at gå ind i lokalet - det var et total lammende billede.

Jeg har brugt det meste af dagen på at overtale mig selv til at vove det, at tage ud til det fu...... foredrag, men det går ikke. Jeg er våd af sved, har kvalme og hovedpine og så er jeg selvfølgelig rystende nervøs.

Denne omgang tabte jeg. Men det er ikke altid jeg gør. Nogle gange vinder jeg, og så er gevinsten enorm . Det er vel derfor, jeg kæmper denne kamp hver gang.

Hvis du kan nikke genkendende til noget af dette, hører jeg meget gerne fra dig enten her eller på facebook.

Pia Holk