Cyanca (1)
Der er en følelse - angst hedder den. Den bor i solar plexus hos mennesket, og herfra lever den sit liv. Kvinden, for det er en kvinde, der huser netop denne angst, hedder Maja
Majas angst er en gople, en brandmand, hvis sviende og smertende fangtråde når ud til hver eneste celle i hendes krop - med absolut centrum i maveregionen. Fangarmene når op i hjernen , hvor de lammer enhver logisk tanke, og de når ud i hænderne og fødderne, så varmen fra den sviende berøring giver svedige hånd- og fodflader.
Maja har lært, at man skal sætte navn på sin angst. Derfor har hun døbt sin brandmand "Medusa", efter det mangehovede slangeuhyrer. Maja synes, at det er et godt navn.
Medusa var flyttet ind i tidernes morgen gennem en lille revne,, der var åbnet med vold i det unge barnesind .På det tidspunkt var Medusa kun en lille bitte gople på størrelse med en fem-krone. Allerede dengang havde det været tydeligt, at andre mennesker ikke troede på, at man kunne have en usynlig brandmand i maven, så Maja holdt op med at tale om den
Maja voksede op med Medusa inden i sig, og efterhånden var Medusa både den største og den stærkeste af de to. Goplen blev næret af manglende kærlighed og frygt for livet Med tiden blev brandmanden i Majas mave til et frygtindgydende monster af mørkerøde, giftige fimretråde, der lammede hele hendes kvindelige legeme.
Maja blev indlagt på psykiatrisk afd. på Amtssygehuset.
På sygehuset giver de Maja medicin og elektro- chock , men det lammer kun Medusa midlertidigt. Hun vågner snart op igen og fortsætter sin belejring af den krop, som hun med største selvfølgelighed, betragter, som sin egen forhave.
I sin fortvivlelse skifter Maja foder. Hun giver nu sin uvelkomne beboer alkohol og fornægtelse at spise, hvilket selvfølgelig kun gør ondt værre. Den eneste rette modgift til Medusa - kærlighed- har Maja ikke overskud til at give ud af !
Men Maja indser, at det er det , der skal til. Hun ved, at det må komme til et opgør mellem de to. Hvis hun opgiver, vinder Medusa, og så er der kun ren lidelse tilbage til kvinden.
Maja begynder at skrive Medusa mindre..............
Pia Holk
.
(1) note: Cyanca: latinsk for brandmand
4 kommentarer:
Det er utrolig godt skrevet. Tonen i teksten er
afvæbnende og man bliver som læser nødt til at
overgive sig fuldstændigt til det skrevne. Mange af
virkemidlerne udnyttes sublimt – mit yndlings er den
distance der lægges til følelsernes virkelighed der
gnidningsløst bliver parret med det meget evidente
intime kendskab angsten. Følelserne bliver navngivne,
angsten kommer til at hedde Medusa, de bliver gjort
til metaforer – goplen – og på trods af al denne
distancering så er følelsen stadig 100% virkelig og
vedkommende - nærværende. Et andet virkemiddel som jeg
elsker er også et dobbelt et: Sprogets på en gang
barnlige og samtidigt meget reflekterede udtryk er en
af grundene til at teksten kryber helt ind i hjertet
på læseren. Den sidste ting jeg vil nævne er
udnyttelsen af tiden – første halvdel foregår i
da-tid, mens anden halvdel umærkeligt skifter til
pseodo-nutid – altså det foregår og føles stadig som
datid men skrives i nutid.
Det er m e g e t flot skrevet. Jeg har ingen
kritikpunkter.
Det lyder som første side i en roman.
Elsker dig
Rune
Hej Pia
Hvor er det flot skrevet!
Jeg kender godt lidt til Medusa, og kan måske netop derfor værdsætte dit flotte sprog, som beskriver den lammende angst.
For godt 20 år siden lagde Medusa sit jerngreb omkring min hals og gjorde det næsten umuligt for mig at trække vejret. Jeg vaklede rundt i tåge og svimmelhed, medens hjertet bankede, som i en afrikansk trommedans. Jeg troede, at jeg skulle dø. Samtidig forsøgte jeg at se helt almindelig ud og passede mit arbejde hver dag. Det var et ubeskriveligt helvede. Jeg tror, det var en slægtning til Medusa.
De bedste hilsener fra Kirsten
Hey mor!
Hahaha - min kommentar er blevet indsat under dit navn ved et uheld! Nu skriver jeg den altså lige igen så der kommer orden på tingene!
Det er utrolig godt skrevet. Tonen i teksten er
afvæbnende og man bliver som læser nødt til at
overgive sig fuldstændigt til det skrevne. Mange af
virkemidlerne udnyttes sublimt – mit yndlings er den
distance der lægges til følelsernes virkelighed der
gnidningsløst bliver parret med det meget evidente
intime kendskab angsten. Følelserne bliver navngivne,
angsten kommer til at hedde Medusa, de bliver gjort
til metaforer – goplen – og på trods af al denne
distancering så er følelsen stadig 100% virkelig og
vedkommende - nærværende. Et andet virkemiddel som jeg
elsker er også et dobbelt et: Sprogets på en gang
barnlige og samtidigt meget reflekterede udtryk er en
af grundene til at teksten kryber helt ind i hjertet
på læseren. Den sidste ting jeg vil nævne er
udnyttelsen af tiden – første halvdel foregår i
da-tid, mens anden halvdel umærkeligt skifter til
pseodo-nutid – altså det foregår og føles stadig som
datid men skrives i nutid.
Det er m e g e t flot skrevet. Jeg har ingen
kritikpunkter.
Det lyder som første side i en roman.
Elsker dig
Rune
Det er altså ikke mig selv, der anmelder !!
Send en kommentar