Maja fortsat...........

På stue 6

Kvinden ligger i hospitalssengen og kigger tomt ud i rummet. Hun har masser af tid,har ikke andet end tid. Hvad skal hun stille op med al den tid ? Den skræmmer hende – al den tomhed foran hende ! Maja, for det er jo Maja, der ligger der, gennemrystes af angsten – det sorte spøgelse uden fast form , den ubestemmelige slags hængedynd, man synker dybere ned i ,når man spræller for at komme fri .Men hun kæmper for at få kontrol. Hun får så meget styr på følelsen, så hun finder sig selv i den. Og så tager Maja en desperat beslutning ! Hun vil drage ud og finde Angsten.

Maja har en helt unik evne. Hun kan kommunikerer med alt andet levende. Hun taler blomsternes, træernes og dyrenes sprog ,og hun forstår solens, månens og stjernernes sang.

Hendes næreste venner er vinden, vandet, ilden og jorden.

Maja er helt på det rene med , at lægerne og andre almindelige dødelige , kalder hende syg i sindet, når hun forsigtigt fortæller om sin syvende sans, men for hende selv er den lige så virkelig, som evnen til føle varme og kulde. Hun ved også af erfaring, at andre i hendes situation,har præcis den samme evne. Der er ikke noget mystisk ved det, ikke for Maja.

Siden hun var lille , har hun talt med træerne og ført endeløse samtaler med dyrene omkring hende. Hun lærte dog hurtigt at holde denne del af sig selv skjult, fordi de voksne reagerede vredt på hendes kunnen. Ikke desto mindre har hun fortsat værnet om denne gave .

Maja mangler det skjold omkring sig ,som forhindrer mennesker i at blive helt forstyrrede i sjælen ,men netop denne mangel gør hende i stand til at opfatte langt mere i en situation end sine medmennesker. Maja mere mærker og føler en samtale, end hun forstår den verbalt. Derfor er det overvældende for hende at være sammen med mange mennesker – hun mærker alle deres stemninger. Det giver hende en naturlig stor empatisk kompetence, men det er meget belastende for hende selv.

Ikke- vidende mennesker dømmer fejlagtigt psykisk syge som værende svage, mens disse i virkeligheden er så meget stærkere end dem.

Nu har Maja så med opbydelse af alt sit mod besluttet at finde Angsten. Hun vil se den i øjnene, udfordrer den og , hvis hun tør - bede den skrubbe ad helvede til. Hendes håb er, at den måske så vil holde op med at plage hende. Hun ved, at hvis hun ikke gør noget selv, vil depressionen trække hende endnu længere ned i mørket .

På stue 6 ligger kvinden stadig og kigger tomt ud i luften , men Maja er forsvundet.

Hun går ud af en smal vej. Langs siderne er sat en kastanie allé. Træerne, der allerede har stået der længe, har tykke, knudrede stammer. Nogle steder er der huller i rækken, fordi et træ har givet op og er gået til grunde. I stedet er der plantet nye – små barnestammer, spædlemmede og glatte i huden.

Vejen er af grovkornet, grå asfalt. Det er efterår og blæsende koldt. Vinden flår i Majas tøj. Himlen er tung af regnskyer. Over hende cirkler en tavs musvåge truende. Rovfuglen afsøger jorden. Måske har en uforsigtig gnaver været dum nok til at forlade sit trygge bo. Pludselig styrtdykker fuglen, og da Maja ser den igen, har den en rotte i kløerne. Stadig i flugt vender den byttet, så dette giver mindst mulig luftmodstand og forsvinder med tunge vingeslag mod skoven, der ligger på højre side af vejen.

Hun passerer en lille landevejsbro af den gammeldags slags med kampesten og hvid- og rødmalet jerngelænder. Det er næsten rustet igennem , og der er kun enkelte malingsrester tilbage. Gelænderet ville ikke kunne bære Majas vægt, hvis hun prøvede at læne sig ud over åen.

Selvom det er midt på dagen , er det mørkt, himlen hænger lavt, og solen er langt væk . Luften trykker alt levende længere ned mod jorden. Maja tænker, at vejret i grunden er et ganske godt billede på hendes egen sindsstemning Egentligt har hun ikke ordentligt tøj på til denne færd. Hun er ikke klædt på til det, der kommer. Har kun et par tynde cowboybukser og en trøje på. Fødderne er de bedst beskyttede , hun har – uvis af hvilken grund - sanset at trække i gummistøvler .

Til venstre for vejen ligger først store,sorte marker med småt nyspiret vintersæd. Længere ude er havet, stålgråt, truende og med hidsige ,hvide bølgetoppe.

Maja kæmper sig fremad, men indser at det ikke hjælper at følge den lige vej, så hun vender sig væk fra vejen og går mod vest ud over markerne. Hun har fået en tanke. Hun vil ned til vandet ! Havet har så mange følelser, måske også den, hun selv leder efter.

For at nå helt frem til havet må Maja forcerer et kolossalt stort stykke mark. Hun er meget bange for den mørke jord – bange for at blive opslugt af den og forsvinde for altid. Alligevel bevæger hun sig ud over den. Vil hun klarer det ? Hun er langt fra sikker.

Det er tungt at gå i den våde muldjord og hun synker hele tiden ned i den med støvlerne og får store jordklumper under fødderne. Hun hører muldens mørke stemme, der hvisker: ”af jord er du kommer, til jord skal du blive.....” Trodsigt fortsætter hun sætningen : ”og af jorden skal du igen opstå !” Maja prøver at søge ly for blæsten i et forpjusket læhegn, der løber på langs af marken. Effekten er begrænset, der hænger kun få stædige blade tilbage på buske og træer, og de har ikke til hensigt at hjælpe hende . Maja er tæt på at opgive. Ind imellem synker hun i til livet, og paniken griber hende. Hver gang kommer hun op igen og fortsætter. Længere ude på marken ser hun noget, som hun først tror er en sten. Da stenen bevæger sig, opdager Maja, at det er en hare, der har ligget og trykket sig. Hun kalder på den i håb om følgeskab, men haren ignorer hende. Den har ingen positive erfaringer med de to-benede, og den har ikke i sinde at gøre et forsøg på at få det nu. I det fjerne toner en gravhøj utydeligt frem. Maja mærker kulden fra de døde. De trækker i hende, men hun modstår fristelsen. Der lyder hæse skrig . Som en formation af drægtige bombefly kommer de sorte skarv ind fra havet, tungt lastede med mad stjålet fra fiskernes garn.

Det er hårdt arbejde at nå frem til havet, men langt om længe står hun der . Maja står i vand til knæene og bølgerne slikker op af hendes kolde lår . Hun råber for at overdøve larmen fra brændingen. :”Store Hav ! Du ,der har så mange drukne liv på samvittigheden – bor Angsten hos dig ?” Og havet svarer: ” sorg,savn og bundløs fortvivlelse kender jeg, men Angsten huser jeg ikke” ”Den må du længere indad efter”

Skuffet vender Maja sig om for at gå tilbage af den vej ,hun kom. Nu går det opad ,og hun synker endnu dybere i end før for hvert skridt. Hun ser , hvordan hun træder det spæde korn ned, men hun må nødvendigvis videre.

Det banker på døren til stue 6. Ikke en ”må-jeg-godt-komme-ind-banken ? ”, snarere en ”jeg-kommer-ind-nu-banken” Det er nattevagten, der er på vej rundt med sit ”GOD MORGEN ” Hvilken overdrivelse ! tænker Maja, der brat og ubarmhjertigt bliver trukket tilbage til C1. ”klokken er 7 o8 ” klinger nattevagtens overfriske stemme - den lyder som en fornærmende hån i Majas øre.

Morgenen er det absolut værste tidspunkt i døgnet for hende. Intet mørke er sort nok ,og intet hul dybt nok til at beskrive Majas morgenfølelse . Den er uendelig tung. Hun må koncentrerer alt sin energi på at give besked til sine muskler om at bevæge sig. Modvilligt trækker kroppen sig op i siddende stilling, benene ud over sengekanten. Hun hviler i næsten 2o min ,inden hun orker at tage hul på næste etape – at stå op. Maja overlever kun ved ren viljestyrke og medicinen fra i går aftes

Hun holder øjnene lukkede for den truende dag lidt endnu, bare et øjeblik. Men hun er nødt til at komme videre, nødt til at tage næste skridt Selvom hun ikke kan mærke det nu, ved hun af erfaring, at hun har det bedre senere på dagen . For at komme dertil er hun imidlertid nødt til at vågne nu. Desuden bliver hun hentet , hvis hun ikke viser sig i spisestuen til indtagelse af sit rituelle øllebrødsmorgenmåltid inden 8.3o. Hjemme ville hun ikke været kommet ud af sengen. Det ved hun godt. Det er blandt andet derfor, hun er her. Det er rædselsfuldt, men det er den eneste vej frem. Kaffen er trods alt en formildende omstændighed. Hun prøver at genkalde sig den dejlige duft af den sorte drik. Den er langt væk, men den er der. Hun kigger rundt på sin stue. Der er alt , hvad hun behøver. Udover sengen er der et skrivebord, en stol og nogle skabe,der kan låses. Joh, lidt privatliv har man da her !! Maja går ud på badeværelset og plasker vand i hovedet. Hun retter forgæves på håret og sukker. Personlig hygiejne i større målestol er umuligt på nuværende tidspunkt. Hun må tage det bad senere. Så trækker hun i en gammel, grå joggingdragt og begiver sig på vej til spisestuen . Det er en rejse på ca. 25 m. Stue 6 ligger på gangen næsten længst væk fra spisestuen ,og Maja må passerer en masse døre for at komme dertil. De fleste døre ind til stuerne står, åbne, og man kan ikke undgå at komme til at overhøre brudstykker af samtaler. Det er i sig selv dybt ubehageligt, og Maja kigger stift ned i gulvet på sin vej mod øllebrøden . For at nå sit mål skal hun også forbi patienternes dagligstue og personalekontoret. Begge steder er højrisiko områder Man er heldig, hvis man slipper uantastet videre . Denne morgen går det godt.

Med sig til morgenmaden har Maja sit eget private kaffekrus. På denne afdeling er det af yderste vigtighed at have sit eget kaffekrus . Det er en del af ens identitet. Langt de fleste patienter har deres eget krus, et krus, som de møjsommeligt ( på en mission til byens TIGER forretning) har indkøbt til formålet – Og ve den arme sjæl, der uforvarende kommer til at tage en andens krus ! Jo, Maja kender kun reglerne her alt for godt. I spisestuen sætter hun sig bagest i lokalet med ryggen mod døren , en manøvre, der skal sikre mindst mulig kontakt med andre. Hun signalerer ”jeg vil ikke tale med nogen” Hurtigt spiser hun øllebrøden , kaffen tager hun med tilbage på stuen. Da Maja igen er i sikkerhed hos sig selv, smider hun sig udmattet på sengen. Denne dags morgenseance er overstået ,og hun kan tillade sig at hvile.

Maja når tilbage til vejen med kastanie alleén. Hun krydser den og går over mod skovbrynet. Det er begyndt at regne, og hun bøjer sig fremover for at beskytte sig mod den iskolde regn af nåle, der rammer hendes snart følelsesløse kinder........................

Indlæggelse

Indlæggelse.

Psykiatrisk afd. kl 16.44. d. 03.03.09.

14. indlæggelse.

"50-årig kvinde indlægges fra hjemmet grundet tiltagende depressiv tilstand. Patienten er kendt i afdelingen med diagnosen: Bipolar- sindslidelse .

Pt. er grådlabil og fremtræder ved undersøgelsen udpræget angst. Hun er dog i stand til at orientere sig i egne data samt tid og sted.

Det vurderes, at pt. er suicidaltruet; idet hun virker stærkt medicineret. Patienten har ved tidligere lejligheder indtaget for meget medicin i suicidal øjemed.

st.c og st. p. : i.a

Palp. af abdomen: blødt og uømt.

Pt. er forpint og klagende, stemningslejet er noget forsænket og fremtoningen let aggressiv................................"

Maja Hansen kender godt hele smørren. Hun er rigelig kompetent i sin egen sygdom til selv at kunne skrive indlæggelsesjournalen . Men det siger hun selvfølgelig ikke. Lægen , der undersøger hende bærer ikke kittel, Maja spekulerer på, hvor meget han selv er i stand til at orientere sig i egne data. Han virker i hvert tilfælde ikke specielt nærværende. Ikke at det betyder noget. Formaliteterne skal bare overstås så hurtigt som muligt, så Maja kan komme ind på sin stue og ned under dynen. Hvis hun er heldig får hun lidt mere beroligende medicin, som kan lægge en lille dæmper på den vanvittige angst, hun føler.
Hvor ville hun gerne være i stand til at udtrykke, hvor ondt depressionen gør !!! Så ville de måske kunne hjælpe hende bedre ? - men sådan fungerer det ikke.
Maja kommer til at tænke på en drøm, hun havde, fra samme nat:

Hun cykler sammen med en lidt fedladen pupertets dreng. De kører på en motorvej, og det går stejlt ned ad bakke. De suser afsted på cyklerne, men pludselig er der en lav vejbro på tværs af kørebanen. De kan ikke nå at standse, men cykler under broen i fuld fart. Drengen er for høj og han kører panden ind i broen, så det øverste del af kraniet nærmest bliver skraldet af og det er åben ned til hjernen. Pandebrasken bliver hængende på broen , akkurat som hvis en lastbil kørte igennem og ikke fik styrehuset med ud på den anden side.I drømmen ser man tydeligt den grå hjernemasse , nu hvor låget er væk ! Det generer tilsyneladende ikke den cyklende dreng. Maja græder, men drengen tigger hende om, at få lov til at cykle viderere. Han er helt vild med sin nye cykel. Maja vil ikke nægte ham den sidste glæde og lader ham kører. Mod alle odds overlever han.

Mens lægen snakker til sin diktafon, spekulerer Maja over en tolkning på drømmen. Hjernemassen virkede central, og hun mærker, at hendes underbevidsthed forgæves prøver at sige hende noget, men hun kan ikke nå det. Larmen i hendes hoved forhindrer det.
Nu er han-lægen åbenbart færdig men sin ulykkelige patient, og sygeplejersken viser Maja ned på stue 6. Det er iøvrigt en af de få stuer, hun endnu ikke har boet på. Mod forventning er det en enestue - det er næsten for godt til at være sandt. Normalt ligger man sammen 2 og 2 med stor udskiftning og uro til følge.
Den nye patient Maja Hansen, 50 år, tidligere indlagt og med blødt og uømt abdomen, synker sammen på sengen på stue 6 og går ud som et lys. Hendes sind får en nødvendig pause - et pusterum , hvor hun slipper for at mærke sig selv.

Majas sjæl er en visnet potteplante - en blomst, der er gået ud p.gr.a. manglende lys og næring . Hun ved det godt selv ! Har mærket det komme uden at kunne slippe uden om.
Det Maja trænger til er kærlig pleje og omsorg, så hun igen kan blomstre. Men hun har brug for andre mennesker til at at få liv i sin sjæl igen. Nogen må gøde og vande. Netop dette er plejepersonalet på afdelingen gode til. De ved, hvornår de skal lade hende være og , hvornår, de skal have substral og vandkande med ind på stue 6. Modsat de kittelløse han- og hunlæger, føler plejerskene sig frem. Maja tænker på, hvordan hun altid oplever sig selv som en ting eller et tilfælde, når lægerne taler med hende. Det er som om de slet ikke ser mennesket foran dem.

Maja vågner med en følelse af dyb ubehag. "Hvad var det nu, der var galt ?" Åhhh jo, hun var jo blevet indlagt p.gr.a. af den svære depression. Sammen med erkendelsen skyller det sorte mørke ind over hende igen. Søvnen havde kun været et midlertidigt afbræk.

CI , som afdelingen hedder, er ikke noget dårligt sted. Maja er glad, når hun kommer i læ inden for dørene. Bygningens fysiske vægge og murer skærmer hende mod den farlige virkelighed, der hersker på den anden side - den almindelige verden, som andre ser ud til at trives i med så stort behag. Hun kommer til at ryste, når hun tænker på det. Derude eksisterer kaos ! Derude kan alt ske. Derude kan hun ikke kontrollerer dagen. Inden for er forudsigeligheden. Sygehusrutinerne , der gør dagen tryg. Maja glæder sig over sit frivillige fangeskab

Der er ikke sket de store ændringer på afdelingen i den tid, Maja havde været på fri fod, hvilket er omkring 1½ år. Personalet er stort set det samme (hvordan holder de dog deres arbejde ud !) og mere end halvdelen af patienterne er de samme ! Selv de nye indlagte "genkender" hun. Disse stivnede ansigter, der får personen bag til at ligne barken på et gammelt egetræ. Kraftig medicinering - er disse menneskers fællesnævner, og det sætter helt tydelige aftryk.
Der er dog enkelte variationer. Den psykotiske , unge mand, der under sidste indlæggelse stjal og bed Majas mobil i småstykker - selv SIM-kortet havde tandaftryk, er skiftet ud med en højtråbende, ældre,tyk dame. Kvinden taler ud i luften til ikke-eksisterende personer. Hendes tale er stærk sjofel , og hele indtrykket af scenariet er lidt surrealistisk. Men sådan er det normalt her.
Heldigvis er der ikke spor af den unge pige, der konstant skreg sin smerte ud, så det gik gennem marv og ben. Pigen var ikke andet end et skellet overtrukket med tynd hud, og hun lignede mest af alt en gammel mand. Hendes skrig kunne høres i hele afdelingen og var hjerteskærende.
Harry Motor er der dog stadig. En gammel, meget vred mand, der prøver at gøre livet så surt for andre som muligt. Hvis han ser sit snit til det, går han ikke af vejen for rent fysisk at køre folk ned med sin elektriske kørestol.

Maja begynder at indstille sig på, at stue 6 på afdeling C1 skal være hendes hjem det næste lange stykke tid.............................

Pia Holk

Min sociale fobi.

Jeg skulle i aften have været til et foredrag af præsten og forfatteren Johannes Møllehave - MEN det kommer jeg ikke ! Min sociale fobi har endnu engang spændt ben for mine planer og frarøvet mig en sandsynligvis stor oplevelse.

Jeg vågnede i morges, og var klar over, at det var galt endnu inden jeg var rigtig vågen. Jeg havde en fornemmelse af klaustrofobi ,mit fedtfyldte hjerte hamrede i brystet på mig, og samtidigt sprøjtede mælkesyren ud i mine overspændte lægge. Det var selvsagt ikke særligt rart og jeg brugte en lille halv time på at tale mig selv til ro - uden held !

Kl 8.oo måtte jeg ringe til personalekontoret og melde mig syg. Jeg var tung og deprimeret og kunne ikke overskue at gå på job, som sædvanligt. Hvis nogen allerede nu synes, at jeg lyder overspændt, så ved de ikke , hvor slem en social fobi er, og så skal de egentligt bare være glade.
Jeg gik i seng igen og hentede en ekstra dyne, to dyner er et udemærket angstdæmpende middel !

Nu havde jeg det ikke bare dårligt over at skulle til foredrag, nu har jeg selvfølgelig også dårlig samvittighed over for mine kollegaer. Som kontrast til mine dystre tanker var der et skønt forårsvejr udenfor - det forværrerede faktisk bare situationen

Jeg lå længe og vejede for og imod foredraget. Jeg havde allieret mig med min voksne søn, der skulle agere støttepædagog, bus og billeter var på plads - så hvad kunne egentligt gå galt ? ALT ! 5oo mennesker i en sal i Næstved !!!!

Mit mentale jeg vidste, at sandsynligheden for at bare en´eller to mennesker overhovedet ville bemærke mig, var meget lille. Mit følelses jeg derimod, gjorde skrigende oprør bare ved tanken om, at gå ind i lokalet - det var et total lammende billede.

Jeg har brugt det meste af dagen på at overtale mig selv til at vove det, at tage ud til det fu...... foredrag, men det går ikke. Jeg er våd af sved, har kvalme og hovedpine og så er jeg selvfølgelig rystende nervøs.

Denne omgang tabte jeg. Men det er ikke altid jeg gør. Nogle gange vinder jeg, og så er gevinsten enorm . Det er vel derfor, jeg kæmper denne kamp hver gang.

Hvis du kan nikke genkendende til noget af dette, hører jeg meget gerne fra dig enten her eller på facebook.

Pia Holk

MIG OG MIN DEPRESSION

Denne fortælling er skrevet til de, der gerne vil vide noget mere om det depressive menneske !

Jeg lider af tilbagevende depressioner afbrudt enkelte gange af en Mani.
På moderne fagsprog kaldet en Bipolar-sindslidelse. (tidl. manio-depressivitet).

Jeg har en uhyggelig stor erfaring med sygdommen og har sammenlagt været indlagt, hvad der svarer til flere år på psykiatrisk afdeling.
Stort set alle tilrådighedværende midler mod depression har været afprøvet på mig ,og jeg har da også til tider følt mig, som (jeg tror) en forsøgsgris må have det.

Listen over lægemidler - såvel gammelkendte- som nye antidepressiva - jeg har indtaget (og haft bivirkninger af ) er lang. Jeg har fået lysbehandling og prøvet vågeterapi. Der er blevet afholdt et utal af samtaler med forskellige behandlere , det være sig psykiatre psykologer, specialsygeplejesker, ergoterapeuter o.s.v. Jeg har gennemgået flere såkaldte kognitive forløb og jeg har motioneret mod sygdommen. Som et sidste desperat forsøg fik jeg sidste år elektro chock kaldet ICT-behandling . Det hjalp ikke. En depression tager sin tid.

Heldigvis går den depressive tilstand over af sig selv efter en tid , og man blomstrer op og bliver menneske igen - indtil næste gang !

Velkommen til depressionens verden:

En af de tydelige tegn på, at man er ved at være syg, er at selv små problemer, bliver til uoverskuelige bjerge af forhindringer, der skal flyttes. Man orker simpelthen ikke at gå i gang med det. Hverdagens almindelig krav bliver umulige at honnorere og man bliver mere og mere træt.
Bare det at skulle gå med hunden virker som en håbløs opgave !

Éns sociale liv bliver stadigt mere og mere belastende og man isolerer sig. Det bliver tiltagende svært at passe sit arbejde bl.a. fordi selvværdet er på o-punktet.
Angsten er meget nærværende. Man opbruger sine resourser af psykisk energi på bare at komme gennem dagen ,og det hele ender i en ond cirkel, der trækker én længere og længere nedad.

Når man vågner om morgenen vælter mørke, tungsindige tanker ind over én. Liver er for svært. Det er simpelthen uudholdeligt ! Man får selvmordstanker

På dette stadie kan det være en lettelse at blive indlagt - både for én selv, men også for éns nærmeste, der lever med sygdommen. Sygehuset holder den farlige verden ude og skærmer én mod de krav, som man har så svært ved at leve op til. Sygehusrutinerne gør at dagen bliver forudsigelig og rolig.


Min sygdom er så stor en del af min personlighed, at man ikke kan skille de to ting ad. Den ligger gemt latent i sindet og har sin egen sjæl og krop - den er et selvstændigt væsen. Når sygdommen tager over lammer den mit legeme ,og så er man kommet ud i den tilstand, jeg kalder" Hostile Take-over" Man er ikke længere herre over sit eget sind og ejer ikke længere kontrollen over sine følelser

Det er i denne fase, man begynder at få det rigtigt dårligt, og hvordan skal dårligt så defineres i denne sammenhæng ?

"Dårligt" dækker bl.a. over en håbløshed så stor som selve universet - der findes ikke, og der vil ikke komme til at findes, lys igen. Sådan tænker man. Byrden er uendelig tung på ens skuldre og man har blylodder i benene. Rent fysisk bevæger man sig langsomt og stift.
Mismod og afmagt breder sig og den pine, den syge befinder sig i, er ubeskrivelig.

Den fjendtlige overtagelse sætter én ude af stand til at føle glæde og varme .I stedet sender den bølger af skyld og skam ind over én. Man kan ikke skelne farverne i livet, og man vader rundt i en underlig gråsort suppe . Det værste er næsten, at man mener, at man selv er skyld i tilstanden og ,at man føler ,at man er en klods om benet på ens nærmeste. Det depressive menneske er ekstremt ensomt !

Hertil skal så lægges angsten, som holder én i et jerngreb.
Den er som istoppe på bjerge , der vokser op fra mellemgulvet og op gennem maven ind i lungerne. Angsten flænser,stikker og den mærkes iskold. Den gør det umuligt at tænke sammenhængende, og den er så besættende ,at man er ude af stand til at huske, hvad der skete for 10 minutter siden.

Årsagen til, at det er så svært at beskrive følelsen af en depression, er at andre mennesker (der ikke selv har prøvet det) simpelthen ikke kan forstå, at man kan have det så svært. Prøv her at hjælpe empatien på vej ved at huske, at nogle mennesker faktisk vælger den vej, der hedder selvmord !

Det, at du ikke kan føle glæde i nogen form overhovedet og, at du vitterlig ikke tror, at denne evne vender tilbage gør depressionen så tung at bære - der er intet håb om bedring og ingen trøst mulig


Pia Holk

Cyanca

Cyanca (1)

Der er en følelse - angst hedder den. Den bor i solar plexus hos mennesket, og herfra lever den sit liv. Kvinden, for det er en kvinde, der huser netop denne angst, hedder Maja

Majas angst er en gople, en brandmand, hvis sviende og smertende fangtråde når ud til hver eneste celle i hendes krop - med absolut centrum i maveregionen. Fangarmene når op i hjernen , hvor de lammer enhver logisk tanke, og de når ud i hænderne og fødderne, så varmen fra den sviende berøring giver svedige hånd- og fodflader.

Maja har lært, at man skal sætte navn på sin angst. Derfor har hun døbt sin brandmand "Medusa", efter det mangehovede slangeuhyrer. Maja synes, at det er et godt navn.

Medusa var flyttet ind i tidernes morgen gennem en lille revne,, der var åbnet med vold i det unge barnesind .På det tidspunkt var Medusa kun en lille bitte gople på størrelse med en fem-krone. Allerede dengang havde det været tydeligt, at andre mennesker ikke troede på, at man kunne have en usynlig brandmand i maven, så Maja holdt op med at tale om den

Maja voksede op med Medusa inden i sig, og efterhånden var Medusa både den største og den stærkeste af de to. Goplen blev næret af manglende kærlighed og frygt for livet Med tiden blev brandmanden i Majas mave til et frygtindgydende monster af mørkerøde, giftige fimretråde, der lammede hele hendes kvindelige legeme.

Maja blev indlagt på psykiatrisk afd. på Amtssygehuset.

På sygehuset giver de Maja medicin og elektro- chock , men det lammer kun Medusa midlertidigt. Hun vågner snart op igen og fortsætter sin belejring af den krop, som hun med største selvfølgelighed, betragter, som sin egen forhave.

I sin fortvivlelse skifter Maja foder. Hun giver nu sin uvelkomne beboer alkohol og fornægtelse at spise, hvilket selvfølgelig kun gør ondt værre. Den eneste rette modgift til Medusa - kærlighed- har Maja ikke overskud til at give ud af !

Men Maja indser, at det er det , der skal til. Hun ved, at det må komme til et opgør mellem de to. Hvis hun opgiver, vinder Medusa, og så er der kun ren lidelse tilbage til kvinden.

Maja begynder at skrive Medusa mindre..............


Pia Holk

.
(1) note: Cyanca: latinsk for brandmand

I Danmark er jeg født !

Det synes jeg:

For mig er det vigtigt, at tage afstand fra det fremmedhad og den "væren sig selv nok", der er blevet så uhyggeligt almindeligt her i Danmark !


Jeg mener, at Pia Kjærsgård og folk med lignende fremmedfjendske holdninger har bidraget

meget negativt til den almene medmenneskelige forståelse, vi har for nuværende.
Vi behandler simpelthen ikke hinanden godt nok nu om dage. Den dansker, der bare er en lille smule anderledes, kan ofte se frem til blive hakket på (og er det en anderledes hudfarve, du har, så er det da helt galt - så skal du være glad for overhovedet, at få lov til at blive i Danmark !!)

Jeg synes, at vi alt for ofte er uvenlige og at vi møder andre mennesker med mistro og manglende tillid. Det resulterer i en ubehagelig stemning, hvori det føles utryg at være. Hvad er det , vi er så bange for ? Jeg er ikke bange ! Jeg har ingen grund til at være bange. Der er ingen, der tager noget fra mig. Jeg møder mine meddanskere med venlig empati og oplever som regel, at blive mødt på samme måde.

Natasja, den unge sangerinde, der for nylig døde så tragisk, udtrykker på sin cd "I Danmark er jeg født" meget præcist, hvor skoen trykker, og hvad vi skal gøre ved det "slip frisindet løs - det lurer under byens tage..."

Meget større tollerence over for os selv og andre er en absolut nødvendighed, hvis vi skal vende den kedelige tendens til hårdhed, der er fremherskende i dagens samfund. Vi er nødt til at ændre den holdning, hvis vi skal bremse den voldsspiral, der udspringer af angsten.Jeg synes, at det ordsssprog, der siger: "Vær mod andre, som du ønsker, de skal være mod dig" er en ganske enkel opskrift. Det løser ikke alle problemer, men det er en ganske god begyndelse.................det er trods alt de færreste, der spytter på sig selv !!

Pia Holk