På stue 6
Kvinden ligger i hospitalssengen og kigger tomt ud i rummet. Hun har masser af tid,har ikke andet end tid. Hvad skal hun stille op med al den tid ? Den skræmmer hende – al den tomhed foran hende ! Maja, for det er jo Maja, der ligger der, gennemrystes af angsten – det sorte spøgelse uden fast form , den ubestemmelige slags hængedynd, man synker dybere ned i ,når man spræller for at komme fri .Men hun kæmper for at få kontrol. Hun får så meget styr på følelsen, så hun finder sig selv i den. Og så tager Maja en desperat beslutning ! Hun vil drage ud og finde Angsten.
Maja har en helt unik evne. Hun kan kommunikerer med alt andet levende. Hun taler blomsternes, træernes og dyrenes sprog ,og hun forstår solens, månens og stjernernes sang.
Hendes næreste venner er vinden, vandet, ilden og jorden.
Maja er helt på det rene med , at lægerne og andre almindelige dødelige , kalder hende syg i sindet, når hun forsigtigt fortæller om sin syvende sans, men for hende selv er den lige så virkelig, som evnen til føle varme og kulde. Hun ved også af erfaring, at andre i hendes situation,har præcis den samme evne. Der er ikke noget mystisk ved det, ikke for Maja.
Siden hun var lille , har hun talt med træerne og ført endeløse samtaler med dyrene omkring hende. Hun lærte dog hurtigt at holde denne del af sig selv skjult, fordi de voksne reagerede vredt på hendes kunnen. Ikke desto mindre har hun fortsat værnet om denne gave .
Maja mangler det skjold omkring sig ,som forhindrer mennesker i at blive helt forstyrrede i sjælen ,men netop denne mangel gør hende i stand til at opfatte langt mere i en situation end sine medmennesker. Maja mere mærker og føler en samtale, end hun forstår den verbalt. Derfor er det overvældende for hende at være sammen med mange mennesker – hun mærker alle deres stemninger. Det giver hende en naturlig stor empatisk kompetence, men det er meget belastende for hende selv.
Ikke- vidende mennesker dømmer fejlagtigt psykisk syge som værende svage, mens disse i virkeligheden er så meget stærkere end dem.
Nu har Maja så med opbydelse af alt sit mod besluttet at finde Angsten. Hun vil se den i øjnene, udfordrer den og , hvis hun tør - bede den skrubbe ad helvede til. Hendes håb er, at den måske så vil holde op med at plage hende. Hun ved, at hvis hun ikke gør noget selv, vil depressionen trække hende endnu længere ned i mørket .
På stue 6 ligger kvinden stadig og kigger tomt ud i luften , men Maja er forsvundet.
Hun går ud af en smal vej. Langs siderne er sat en kastanie allé. Træerne, der allerede har stået der længe, har tykke, knudrede stammer. Nogle steder er der huller i rækken, fordi et træ har givet op og er gået til grunde. I stedet er der plantet nye – små barnestammer, spædlemmede og glatte i huden.
Vejen er af grovkornet, grå asfalt. Det er efterår og blæsende koldt. Vinden flår i Majas tøj. Himlen er tung af regnskyer. Over hende cirkler en tavs musvåge truende. Rovfuglen afsøger jorden. Måske har en uforsigtig gnaver været dum nok til at forlade sit trygge bo. Pludselig styrtdykker fuglen, og da Maja ser den igen, har den en rotte i kløerne. Stadig i flugt vender den byttet, så dette giver mindst mulig luftmodstand og forsvinder med tunge vingeslag mod skoven, der ligger på højre side af vejen.
Hun passerer en lille landevejsbro af den gammeldags slags med kampesten og hvid- og rødmalet jerngelænder. Det er næsten rustet igennem , og der er kun enkelte malingsrester tilbage. Gelænderet ville ikke kunne bære Majas vægt, hvis hun prøvede at læne sig ud over åen.
Selvom det er midt på dagen , er det mørkt, himlen hænger lavt, og solen er langt væk . Luften trykker alt levende længere ned mod jorden. Maja tænker, at vejret i grunden er et ganske godt billede på hendes egen sindsstemning Egentligt har hun ikke ordentligt tøj på til denne færd. Hun er ikke klædt på til det, der kommer. Har kun et par tynde cowboybukser og en trøje på. Fødderne er de bedst beskyttede , hun har – uvis af hvilken grund - sanset at trække i gummistøvler .
Til venstre for vejen ligger først store,sorte marker med småt nyspiret vintersæd. Længere ude er havet, stålgråt, truende og med hidsige ,hvide bølgetoppe.
Maja kæmper sig fremad, men indser at det ikke hjælper at følge den lige vej, så hun vender sig væk fra vejen og går mod vest ud over markerne. Hun har fået en tanke. Hun vil ned til vandet ! Havet har så mange følelser, måske også den, hun selv leder efter.
For at nå helt frem til havet må Maja forcerer et kolossalt stort stykke mark. Hun er meget bange for den mørke jord – bange for at blive opslugt af den og forsvinde for altid. Alligevel bevæger hun sig ud over den. Vil hun klarer det ? Hun er langt fra sikker.
Det er tungt at gå i den våde muldjord og hun synker hele tiden ned i den med støvlerne og får store jordklumper under fødderne. Hun hører muldens mørke stemme, der hvisker: ”af jord er du kommer, til jord skal du blive.....” Trodsigt fortsætter hun sætningen : ”og af jorden skal du igen opstå !” Maja prøver at søge ly for blæsten i et forpjusket læhegn, der løber på langs af marken. Effekten er begrænset, der hænger kun få stædige blade tilbage på buske og træer, og de har ikke til hensigt at hjælpe hende . Maja er tæt på at opgive. Ind imellem synker hun i til livet, og paniken griber hende. Hver gang kommer hun op igen og fortsætter. Længere ude på marken ser hun noget, som hun først tror er en sten. Da stenen bevæger sig, opdager Maja, at det er en hare, der har ligget og trykket sig. Hun kalder på den i håb om følgeskab, men haren ignorer hende. Den har ingen positive erfaringer med de to-benede, og den har ikke i sinde at gøre et forsøg på at få det nu. I det fjerne toner en gravhøj utydeligt frem. Maja mærker kulden fra de døde. De trækker i hende, men hun modstår fristelsen. Der lyder hæse skrig . Som en formation af drægtige bombefly kommer de sorte skarv ind fra havet, tungt lastede med mad stjålet fra fiskernes garn.
Det er hårdt arbejde at nå frem til havet, men langt om længe står hun der . Maja står i vand til knæene og bølgerne slikker op af hendes kolde lår . Hun råber for at overdøve larmen fra brændingen. :”Store Hav ! Du ,der har så mange drukne liv på samvittigheden – bor Angsten hos dig ?” Og havet svarer: ” sorg,savn og bundløs fortvivlelse kender jeg, men Angsten huser jeg ikke” ”Den må du længere indad efter”
Skuffet vender Maja sig om for at gå tilbage af den vej ,hun kom. Nu går det opad ,og hun synker endnu dybere i end før for hvert skridt. Hun ser , hvordan hun træder det spæde korn ned, men hun må nødvendigvis videre.
Det banker på døren til stue 6. Ikke en ”må-jeg-godt-komme-ind-banken ? ”, snarere en ”jeg-kommer-ind-nu-banken” Det er nattevagten, der er på vej rundt med sit ”GOD MORGEN ” Hvilken overdrivelse ! tænker Maja, der brat og ubarmhjertigt bliver trukket tilbage til C1. ”klokken er 7 o8 ” klinger nattevagtens overfriske stemme - den lyder som en fornærmende hån i Majas øre.
Morgenen er det absolut værste tidspunkt i døgnet for hende. Intet mørke er sort nok ,og intet hul dybt nok til at beskrive Majas morgenfølelse . Den er uendelig tung. Hun må koncentrerer alt sin energi på at give besked til sine muskler om at bevæge sig. Modvilligt trækker kroppen sig op i siddende stilling, benene ud over sengekanten. Hun hviler i næsten 2o min ,inden hun orker at tage hul på næste etape – at stå op. Maja overlever kun ved ren viljestyrke og medicinen fra i går aftes
Hun holder øjnene lukkede for den truende dag lidt endnu, bare et øjeblik. Men hun er nødt til at komme videre, nødt til at tage næste skridt Selvom hun ikke kan mærke det nu, ved hun af erfaring, at hun har det bedre senere på dagen . For at komme dertil er hun imidlertid nødt til at vågne nu. Desuden bliver hun hentet , hvis hun ikke viser sig i spisestuen til indtagelse af sit rituelle øllebrødsmorgenmåltid inden 8.3o. Hjemme ville hun ikke været kommet ud af sengen. Det ved hun godt. Det er blandt andet derfor, hun er her. Det er rædselsfuldt, men det er den eneste vej frem. Kaffen er trods alt en formildende omstændighed. Hun prøver at genkalde sig den dejlige duft af den sorte drik. Den er langt væk, men den er der. Hun kigger rundt på sin stue. Der er alt , hvad hun behøver. Udover sengen er der et skrivebord, en stol og nogle skabe,der kan låses. Joh, lidt privatliv har man da her !! Maja går ud på badeværelset og plasker vand i hovedet. Hun retter forgæves på håret og sukker. Personlig hygiejne i større målestol er umuligt på nuværende tidspunkt. Hun må tage det bad senere. Så trækker hun i en gammel, grå joggingdragt og begiver sig på vej til spisestuen . Det er en rejse på ca. 25 m. Stue 6 ligger på gangen næsten længst væk fra spisestuen ,og Maja må passerer en masse døre for at komme dertil. De fleste døre ind til stuerne står, åbne, og man kan ikke undgå at komme til at overhøre brudstykker af samtaler. Det er i sig selv dybt ubehageligt, og Maja kigger stift ned i gulvet på sin vej mod øllebrøden . For at nå sit mål skal hun også forbi patienternes dagligstue og personalekontoret. Begge steder er højrisiko områder Man er heldig, hvis man slipper uantastet videre . Denne morgen går det godt.
Med sig til morgenmaden har Maja sit eget private kaffekrus. På denne afdeling er det af yderste vigtighed at have sit eget kaffekrus . Det er en del af ens identitet. Langt de fleste patienter har deres eget krus, et krus, som de møjsommeligt ( på en mission til byens TIGER forretning) har indkøbt til formålet – Og ve den arme sjæl, der uforvarende kommer til at tage en andens krus ! Jo, Maja kender kun reglerne her alt for godt. I spisestuen sætter hun sig bagest i lokalet med ryggen mod døren , en manøvre, der skal sikre mindst mulig kontakt med andre. Hun signalerer ”jeg vil ikke tale med nogen” Hurtigt spiser hun øllebrøden , kaffen tager hun med tilbage på stuen. Da Maja igen er i sikkerhed hos sig selv, smider hun sig udmattet på sengen. Denne dags morgenseance er overstået ,og hun kan tillade sig at hvile.
Maja når tilbage til vejen med kastanie alleén. Hun krydser den og går over mod skovbrynet. Det er begyndt at regne, og hun bøjer sig fremover for at beskytte sig mod den iskolde regn af nåle, der rammer hendes snart følelsesløse kinder........................
