Indlæggelse

Indlæggelse.

Psykiatrisk afd. kl 16.44. d. 03.03.09.

14. indlæggelse.

"50-årig kvinde indlægges fra hjemmet grundet tiltagende depressiv tilstand. Patienten er kendt i afdelingen med diagnosen: Bipolar- sindslidelse .

Pt. er grådlabil og fremtræder ved undersøgelsen udpræget angst. Hun er dog i stand til at orientere sig i egne data samt tid og sted.

Det vurderes, at pt. er suicidaltruet; idet hun virker stærkt medicineret. Patienten har ved tidligere lejligheder indtaget for meget medicin i suicidal øjemed.

st.c og st. p. : i.a

Palp. af abdomen: blødt og uømt.

Pt. er forpint og klagende, stemningslejet er noget forsænket og fremtoningen let aggressiv................................"

Maja Hansen kender godt hele smørren. Hun er rigelig kompetent i sin egen sygdom til selv at kunne skrive indlæggelsesjournalen . Men det siger hun selvfølgelig ikke. Lægen , der undersøger hende bærer ikke kittel, Maja spekulerer på, hvor meget han selv er i stand til at orientere sig i egne data. Han virker i hvert tilfælde ikke specielt nærværende. Ikke at det betyder noget. Formaliteterne skal bare overstås så hurtigt som muligt, så Maja kan komme ind på sin stue og ned under dynen. Hvis hun er heldig får hun lidt mere beroligende medicin, som kan lægge en lille dæmper på den vanvittige angst, hun føler.
Hvor ville hun gerne være i stand til at udtrykke, hvor ondt depressionen gør !!! Så ville de måske kunne hjælpe hende bedre ? - men sådan fungerer det ikke.
Maja kommer til at tænke på en drøm, hun havde, fra samme nat:

Hun cykler sammen med en lidt fedladen pupertets dreng. De kører på en motorvej, og det går stejlt ned ad bakke. De suser afsted på cyklerne, men pludselig er der en lav vejbro på tværs af kørebanen. De kan ikke nå at standse, men cykler under broen i fuld fart. Drengen er for høj og han kører panden ind i broen, så det øverste del af kraniet nærmest bliver skraldet af og det er åben ned til hjernen. Pandebrasken bliver hængende på broen , akkurat som hvis en lastbil kørte igennem og ikke fik styrehuset med ud på den anden side.I drømmen ser man tydeligt den grå hjernemasse , nu hvor låget er væk ! Det generer tilsyneladende ikke den cyklende dreng. Maja græder, men drengen tigger hende om, at få lov til at cykle viderere. Han er helt vild med sin nye cykel. Maja vil ikke nægte ham den sidste glæde og lader ham kører. Mod alle odds overlever han.

Mens lægen snakker til sin diktafon, spekulerer Maja over en tolkning på drømmen. Hjernemassen virkede central, og hun mærker, at hendes underbevidsthed forgæves prøver at sige hende noget, men hun kan ikke nå det. Larmen i hendes hoved forhindrer det.
Nu er han-lægen åbenbart færdig men sin ulykkelige patient, og sygeplejersken viser Maja ned på stue 6. Det er iøvrigt en af de få stuer, hun endnu ikke har boet på. Mod forventning er det en enestue - det er næsten for godt til at være sandt. Normalt ligger man sammen 2 og 2 med stor udskiftning og uro til følge.
Den nye patient Maja Hansen, 50 år, tidligere indlagt og med blødt og uømt abdomen, synker sammen på sengen på stue 6 og går ud som et lys. Hendes sind får en nødvendig pause - et pusterum , hvor hun slipper for at mærke sig selv.

Majas sjæl er en visnet potteplante - en blomst, der er gået ud p.gr.a. manglende lys og næring . Hun ved det godt selv ! Har mærket det komme uden at kunne slippe uden om.
Det Maja trænger til er kærlig pleje og omsorg, så hun igen kan blomstre. Men hun har brug for andre mennesker til at at få liv i sin sjæl igen. Nogen må gøde og vande. Netop dette er plejepersonalet på afdelingen gode til. De ved, hvornår de skal lade hende være og , hvornår, de skal have substral og vandkande med ind på stue 6. Modsat de kittelløse han- og hunlæger, føler plejerskene sig frem. Maja tænker på, hvordan hun altid oplever sig selv som en ting eller et tilfælde, når lægerne taler med hende. Det er som om de slet ikke ser mennesket foran dem.

Maja vågner med en følelse af dyb ubehag. "Hvad var det nu, der var galt ?" Åhhh jo, hun var jo blevet indlagt p.gr.a. af den svære depression. Sammen med erkendelsen skyller det sorte mørke ind over hende igen. Søvnen havde kun været et midlertidigt afbræk.

CI , som afdelingen hedder, er ikke noget dårligt sted. Maja er glad, når hun kommer i læ inden for dørene. Bygningens fysiske vægge og murer skærmer hende mod den farlige virkelighed, der hersker på den anden side - den almindelige verden, som andre ser ud til at trives i med så stort behag. Hun kommer til at ryste, når hun tænker på det. Derude eksisterer kaos ! Derude kan alt ske. Derude kan hun ikke kontrollerer dagen. Inden for er forudsigeligheden. Sygehusrutinerne , der gør dagen tryg. Maja glæder sig over sit frivillige fangeskab

Der er ikke sket de store ændringer på afdelingen i den tid, Maja havde været på fri fod, hvilket er omkring 1½ år. Personalet er stort set det samme (hvordan holder de dog deres arbejde ud !) og mere end halvdelen af patienterne er de samme ! Selv de nye indlagte "genkender" hun. Disse stivnede ansigter, der får personen bag til at ligne barken på et gammelt egetræ. Kraftig medicinering - er disse menneskers fællesnævner, og det sætter helt tydelige aftryk.
Der er dog enkelte variationer. Den psykotiske , unge mand, der under sidste indlæggelse stjal og bed Majas mobil i småstykker - selv SIM-kortet havde tandaftryk, er skiftet ud med en højtråbende, ældre,tyk dame. Kvinden taler ud i luften til ikke-eksisterende personer. Hendes tale er stærk sjofel , og hele indtrykket af scenariet er lidt surrealistisk. Men sådan er det normalt her.
Heldigvis er der ikke spor af den unge pige, der konstant skreg sin smerte ud, så det gik gennem marv og ben. Pigen var ikke andet end et skellet overtrukket med tynd hud, og hun lignede mest af alt en gammel mand. Hendes skrig kunne høres i hele afdelingen og var hjerteskærende.
Harry Motor er der dog stadig. En gammel, meget vred mand, der prøver at gøre livet så surt for andre som muligt. Hvis han ser sit snit til det, går han ikke af vejen for rent fysisk at køre folk ned med sin elektriske kørestol.

Maja begynder at indstille sig på, at stue 6 på afdeling C1 skal være hendes hjem det næste lange stykke tid.............................

Pia Holk

Min sociale fobi.

Jeg skulle i aften have været til et foredrag af præsten og forfatteren Johannes Møllehave - MEN det kommer jeg ikke ! Min sociale fobi har endnu engang spændt ben for mine planer og frarøvet mig en sandsynligvis stor oplevelse.

Jeg vågnede i morges, og var klar over, at det var galt endnu inden jeg var rigtig vågen. Jeg havde en fornemmelse af klaustrofobi ,mit fedtfyldte hjerte hamrede i brystet på mig, og samtidigt sprøjtede mælkesyren ud i mine overspændte lægge. Det var selvsagt ikke særligt rart og jeg brugte en lille halv time på at tale mig selv til ro - uden held !

Kl 8.oo måtte jeg ringe til personalekontoret og melde mig syg. Jeg var tung og deprimeret og kunne ikke overskue at gå på job, som sædvanligt. Hvis nogen allerede nu synes, at jeg lyder overspændt, så ved de ikke , hvor slem en social fobi er, og så skal de egentligt bare være glade.
Jeg gik i seng igen og hentede en ekstra dyne, to dyner er et udemærket angstdæmpende middel !

Nu havde jeg det ikke bare dårligt over at skulle til foredrag, nu har jeg selvfølgelig også dårlig samvittighed over for mine kollegaer. Som kontrast til mine dystre tanker var der et skønt forårsvejr udenfor - det forværrerede faktisk bare situationen

Jeg lå længe og vejede for og imod foredraget. Jeg havde allieret mig med min voksne søn, der skulle agere støttepædagog, bus og billeter var på plads - så hvad kunne egentligt gå galt ? ALT ! 5oo mennesker i en sal i Næstved !!!!

Mit mentale jeg vidste, at sandsynligheden for at bare en´eller to mennesker overhovedet ville bemærke mig, var meget lille. Mit følelses jeg derimod, gjorde skrigende oprør bare ved tanken om, at gå ind i lokalet - det var et total lammende billede.

Jeg har brugt det meste af dagen på at overtale mig selv til at vove det, at tage ud til det fu...... foredrag, men det går ikke. Jeg er våd af sved, har kvalme og hovedpine og så er jeg selvfølgelig rystende nervøs.

Denne omgang tabte jeg. Men det er ikke altid jeg gør. Nogle gange vinder jeg, og så er gevinsten enorm . Det er vel derfor, jeg kæmper denne kamp hver gang.

Hvis du kan nikke genkendende til noget af dette, hører jeg meget gerne fra dig enten her eller på facebook.

Pia Holk