Denne fortælling er skrevet til de, der gerne vil vide noget mere om det depressive menneske !
Jeg lider af tilbagevende depressioner afbrudt enkelte gange af en Mani.
På moderne fagsprog kaldet en Bipolar-sindslidelse. (tidl. manio-depressivitet).
Jeg har en uhyggelig stor erfaring med sygdommen og har sammenlagt været indlagt, hvad der svarer til flere år på psykiatrisk afdeling.
Stort set alle tilrådighedværende midler mod depression har været afprøvet på mig ,og jeg har da også til tider følt mig, som (jeg tror) en forsøgsgris må have det.
Listen over lægemidler - såvel gammelkendte- som nye antidepressiva - jeg har indtaget (og haft bivirkninger af ) er lang. Jeg har fået lysbehandling og prøvet vågeterapi. Der er blevet afholdt et utal af samtaler med forskellige behandlere , det være sig psykiatre psykologer, specialsygeplejesker, ergoterapeuter o.s.v. Jeg har gennemgået flere såkaldte kognitive forløb og jeg har motioneret mod sygdommen. Som et sidste desperat forsøg fik jeg sidste år elektro chock kaldet ICT-behandling . Det hjalp ikke. En depression tager sin tid.
Heldigvis går den depressive tilstand over af sig selv efter en tid , og man blomstrer op og bliver menneske igen - indtil næste gang !
Velkommen til depressionens verden:
En af de tydelige tegn på, at man er ved at være syg, er at selv små problemer, bliver til uoverskuelige bjerge af forhindringer, der skal flyttes. Man orker simpelthen ikke at gå i gang med det. Hverdagens almindelig krav bliver umulige at honnorere og man bliver mere og mere træt.
Bare det at skulle gå med hunden virker som en håbløs opgave !
Éns sociale liv bliver stadigt mere og mere belastende og man isolerer sig. Det bliver tiltagende svært at passe sit arbejde bl.a. fordi selvværdet er på o-punktet.
Angsten er meget nærværende. Man opbruger sine resourser af psykisk energi på bare at komme gennem dagen ,og det hele ender i en ond cirkel, der trækker én længere og længere nedad.
Når man vågner om morgenen vælter mørke, tungsindige tanker ind over én. Liver er for svært. Det er simpelthen uudholdeligt ! Man får selvmordstanker
På dette stadie kan det være en lettelse at blive indlagt - både for én selv, men også for éns nærmeste, der lever med sygdommen. Sygehuset holder den farlige verden ude og skærmer én mod de krav, som man har så svært ved at leve op til. Sygehusrutinerne gør at dagen bliver forudsigelig og rolig.
Min sygdom er så stor en del af min personlighed, at man ikke kan skille de to ting ad. Den ligger gemt latent i sindet og har sin egen sjæl og krop - den er et selvstændigt væsen. Når sygdommen tager over lammer den mit legeme ,og så er man kommet ud i den tilstand, jeg kalder" Hostile Take-over" Man er ikke længere herre over sit eget sind og ejer ikke længere kontrollen over sine følelser
Det er i denne fase, man begynder at få det rigtigt dårligt, og hvordan skal dårligt så defineres i denne sammenhæng ?
"Dårligt" dækker bl.a. over en håbløshed så stor som selve universet - der findes ikke, og der vil ikke komme til at findes, lys igen. Sådan tænker man. Byrden er uendelig tung på ens skuldre og man har blylodder i benene. Rent fysisk bevæger man sig langsomt og stift.
Mismod og afmagt breder sig og den pine, den syge befinder sig i, er ubeskrivelig.
Den fjendtlige overtagelse sætter én ude af stand til at føle glæde og varme .I stedet sender den bølger af skyld og skam ind over én. Man kan ikke skelne farverne i livet, og man vader rundt i en underlig gråsort suppe . Det værste er næsten, at man mener, at man selv er skyld i tilstanden og ,at man føler ,at man er en klods om benet på ens nærmeste. Det depressive menneske er ekstremt ensomt !
Hertil skal så lægges angsten, som holder én i et jerngreb.
Den er som istoppe på bjerge , der vokser op fra mellemgulvet og op gennem maven ind i lungerne. Angsten flænser,stikker og den mærkes iskold. Den gør det umuligt at tænke sammenhængende, og den er så besættende ,at man er ude af stand til at huske, hvad der skete for 10 minutter siden.
Årsagen til, at det er så svært at beskrive følelsen af en depression, er at andre mennesker (der ikke selv har prøvet det) simpelthen ikke kan forstå, at man kan have det så svært. Prøv her at hjælpe empatien på vej ved at huske, at nogle mennesker faktisk vælger den vej, der hedder selvmord !
Det, at du ikke kan føle glæde i nogen form overhovedet og, at du vitterlig ikke tror, at denne evne vender tilbage gør depressionen så tung at bære - der er intet håb om bedring og ingen trøst mulig
Pia Holk
